Spring til indhold

Kulturarrangementer i lokalområdet

Vil du være med til at planlægge kulturelle arrangementer sammen med skolen, lokalområderne, de unge og/eller alle interesserede? Projekt OMverden samler frivillige, idéer og input til at få mere kultur til Stestrup, Ugerløse og St. Merløse.
22.04.2022

Borgermøde på St. Merløse Skole

Projekt Omverden er i fuld gang, og den 20. april blev der afholdt borgermøde på St. Merløse Skole. En masse nysgerrige folk var mødt op, og dagsordenen var, at der ikke var nogen dagsorden.
Der var fornem service fra børnenes kulturcrew, der hjalp til med servering af mad og drikke. Der er penge i kassen til at få stablet nogle spændende arrangementer på benene.

Fem temaer

Rammerne som borgerne skulle tale sammen ud fra var fem temaer. Ungeliv, Skolen og omverdenen, Kunst og Krea, Din Kulturidé og Levende Litteratur. Og derfra var der ellers fri snak, idégenerering, udveksling og input.

Det blev til en masse gode idéer, som deltagerne kunne melde sig ind på – og løbe videre med.

Projekt OMverdenen

Projekt OMverdenen er et projekt, hvor Holbæk Bibliotekerne og skolen har søgt midler til at lave mere kultur og bibliotek i lokalområderne St. Merløse, Stestrup og Ugerløse. Det skal blive til mindst 12 kulturarrangementer i områderne – gerne med et lokalt kulturcrew til at drive det.

Der blev talt om mange forskellige ting. Faktisk var målet netop at give plads til dialog og netværk, så alle kan lære hinanden at kende. For at nævne lidt af aftenens gode input var der forslag om forfatteraftener, LAN-arrangement med professionel E-sportsspiller, flere gavlmalerier i byerne og udsmykning, børnelitteratur-festival, musik under åben himmel, litterære opgaveløb, vandreture, workshops, kunst i naturen. Derudover blev det vendt, hvordan skolen kan bruges i nærmiljøet og omvendt.

Hvis du vil være med eller har en god idé, kan du sende en mail til Mette Madsen på mm@holb.dk

Projektet skal også præsenteres på Erfarings- og videnskonference den 28. april i forbindelse med Børnenes Skole og Frihedsforsøget i Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

26.04.2022

Ansvarlig redaktør

Lærke Dyre Christiansson

Børnenes Skole - frihedsforsøget